Agurk, squash og græskar
Det har været helt perfekt havevejr i dag. Helt stille og høj blå sol. Det er bare sådan en dag man går og drømmer om hele vinteren, og jeg har da også tilbragt hele eftermiddagen i haven

For os, der er heldige at eje et drivhus, er det nu de sidste af sommerens planter til drivhuset skal sættes i gang indendøre. Tomater og chili har jeg allerede haft i gang længe, men agurk vokser hurtigt og er en klatreplante, der ikke så let omplantes, så derfor sår jeg først første hold, når der er ca. 4 uger til de kan flyttes permanent ud i drivhuset. Det er ganske lige til. Agurkefrøene lægges enkeltvis i små potter med såmuld, og stilles lyst og varmt. I løbet af en lille uge spirer de. De er klar til udplantning, når temperaturen i drivhuset kan holde sig over 10 grader om natten.

Squash kan man have mange meninger om. For nybegyndere i haven, er det den perfekte afgrøde, for den kan næsten ikke slå fejl. Et frø stikkes i en lille potte med såmuld og få dage efter viser en livskraftig lille spire sig. Den kan udplantes, når temperaturen når over 10 grader om natten. For os, der har prøvet at dyrke squash før, kan meningerne være delte. Måske har du lige som jeg prøvet at så nogle få squashfrø, glædet dig over de spinkle planters vækst og tilsidst endt med at miste kontakten til dine venner, fordi de ikke havde flere pæne måder at sige nej tak til squash på….. Det til trods, så lader jeg mig ikke slå ud. Jeg har bare erfaret, at man virkelig kun behøve at så et par frø for at få mere end squash nok til at lave både squashkage, squashsuppe, fyldte squash, grillede squash, Ratatouille – mindst 5 seks gange i løbet af efteråret. Se derfor frem til en del opskrifter med squash her på siden til efteråret 😉
Skulle du alligevel tvivle på squashplantens livskraft, og ende med at så mere end et par frø, så kan man jo altid glæde sig over at kunne give en plante væk.

Græskar kan man så med flere formål. Nogle dyrker græskar til spisning, andre til pynt i efterårsmånederne og endelig kan der gå sport i, hvem i vennekredsen, der kan frembringe det største græskar (- hvis man ikke ligefrem kaster sig ind i Tivolis Halloween-konkurrence om at have årets største græskar i Danmark). Vi har prøvet lidt af hvert (-dog ikke Tivoli). I år skal der dyrkes butternuts og da jeg ikke har kunne finde frø i handel, så har jeg taget beslutningen om, at prøve at se, om det vil lykkedes at få kerner fra en økologisk butternut til at spire og sætte frugt. Første del er gået godt (se billedet øverst på siden). Frøene spirede i løbet af bare tre dage. Nu må tiden vise, om jeg også får frugter til efteråret.
Jeg har flere år i træk, taget kerner fra de squash jeg havde i haven og brugt til nye planter næste forår, Det gælder både lange grønne og gule og runde grønne squash.
hvis du får nogen planter med butternut græskar i overskud, så vil jeg meget gerne have én.
Foreløbig er alle frø, som jeg satte i rigtig god trivsel. Du får meget gerne et par stykker. Græskar og squash er jo en lidt pladskrævende plante
Mange hilsner
Christa