Plantning af hæk

forårshave fra garage

For nogle år siden gravede vi en del af hækken ud mod vejen op, og plantede nyt (både bøg og spirea). Vi gjorde det uden særlig stor omtanke, og resultatet kunne derfor være blevet meget bedre, meget hurtigere. Da en af mine kollegaer forleden derfor spurgte til, hvordan hun skulle angribe nyplantning af en hæk i hendes nyindkøbte sommerhus, tænkte jeg, at jeg nu hellere måtte videregive de tricks, jeg desværre selv fik lært i omvendt rækkefølge.

 

Hurtige facts om plantning af hække

  • Plant evergreen (fx tuja) og semi-evergreen (kiresbærlaurbær) i det tidlige efterår
  • Plant løvfældende hække (fx bøg og spirea) i det sene efterår
  • Udgå hækplantingen, hvis jorden er meget fugtig eller frossen
  •  Sørg for at vande den nye hæk regelmæssigt de første to år

 

I hovedregel er efteråret, og indtil til frosten gør jorden så hård, at du ikke kan grave, den bedste tid på året at plante hæk. Forklaringen er, at jorden om efteråret og vinteren er langt mere fugtig end om sommeren, da solen ikke tørrer den ud. Derudover har den beholdt noget af den jordvarme, som den ikke har fået om foråret. Begge dele er med til at give den nye hæk de bedste betingelser for at etablere sig. Man kan groft sagt sige, at planter vokser og etablerer sig under jorden i efteråret/vinteren, mens foråret og sommeren bruges på at vokse over jorden.

bøgeplanterReglen betyder selvfølgelig ikke, at man slet ikke kan plante hæk om foråret (det gjorde vi, og vi fik dog trods alt i løbet af et par år etableret en rigtig fin ny hæk), men bliver det et lunt forår, er der risiko for, at jorden bliver for tør i begyndelsen af hækkens vækst, og så må man ud og vande. Mange gange. Det går nok an i en villahave, men da min kollega spurgte til en sommerhushave, så kan det jo hurtigt blive kompliceret, da man typisk ikke er der i hverdagene. Får de nye hækplanter ikke vand nok, er der risiko for, at nogle af planterne går til, så de må skiftes ud.

En anden ting, man ved nyplantning af hæk skal være opmærksom på er, hvilken type hæk man planter. Vi satte både et stykke med bøgehæk, og et stykke med spirea. Begge typer hækkeplanter er såkaldte barrodsplanter, hvilket betyder, at de kommer uden jordklump og i bundter (typisk 10 stk i et bundt). Deres rødder er derfor meget udsatte, og de tåler kun kortvarigt sollys og slet ikke at tørre ud. Det bedste vejr at plante hæk i er derfor regnvejr så de både holder sig våde, mens de ligger på jorden, og kommer ned i en god fugtig jord. Det kan også gøres på en skyet dag, men så bør du opbevare rødderne i en plastiksæk, så luften ikke udtørrer rødderne.

bøg i sneMed hensyn til gødning, så skal nye planter ikke gødes, men det kan være en god ide at at blande lidt god plantemuld med den eksisterende jord, hvis man har det. Det gælder især, hvis man lige har fjernet en gammel hæk med dybe rødder. Den kan have stjålet næste al næring fra jorden.

Endelig så skal man det første års tid efter den nye hæk er plantet huske at vande jævnligt. Men hellere en ordentlig gennemvanding en gang om ugen, end sjatvanding hver dag.

 


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sedetspire.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 399

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *