Basilikum

DSCF4290

En af de skønneste ting ved at have en have er muligheden for i sommerhalvåret selv at dyrke mange af de ting, man ellers køber i mere eller mindre god kvalitet, fx basilikum. Samtidig er basilikum en af de nemmeste “dyrk selv”-ting, man overhovedet kan kaste sig over, og kvaliteten er slet ikke at sammenligne med det man køber. En enkelt lille pose med basilikumfrø, som koster det samme som en enkelt af de almindelige, lidt kedelige supermarkedpotter (som så altid dør, når den har stået 3-4 dage i vindueskarmen),  kan holde en husholdning på tre velforsynet en hel sommer.

Jeg satte årets produktion i gang lige omkring påske, og nu er spirerne ved at være så langt fremme, at vi snart kan vove at klippe lidt forsigtigt af planterne. Det er dog muligt løbende frem til efter St Hans at så ny basilikum, så er du ikke kommet i gang endnu, så kan du sagtens nå at være med. Jeg valgte i år tre forskellige slags basilikum: Thaibasilikum, citronbasilikum og dark opal basilikum. Den sidste er den violette basilikum, som man af og til kan være heldig at finde hos grønthandleren.

DSCF3737

Frøene sås i såmuld. Herefter går der ikke lang tid før det ser ud som på billedet herunder. Masser af små søde grønne spirer der popper frem. Når spirerne når en vis størrelse (lidt større end mine på billedet øverst er nu), så er det tid til at potte spirerne om. Basilikum stortrives, hvis den har god jord, og faktisk bør man kun plante en lille plante i en potte – ellers slås rødderne på de enkelte planter om pladsen og næringen i jorden. Ikke sært, at supermarkedspotterne ikke har en lang levetid.

DSCF3911

Min erfaring med basilikum er, at det er en virkelig nem krydderurt at dyrke indendørs  i vindueskarmen, og at den om sommeren trives fortrineligt i drivhus. Den er straks sværere at få et godt udbytte af, hvis den står på friland, da den kræver mere varme end de fleste andre krydderurter.

For at holde basilikumplanten i god form, er det vigtigt at plukke bladene, som skal bruges, rigtigt. I lang tid troede jeg, at man bare skulle plukke de blade man skulle bruge. Men det er vigtigt, at man nupper en hel buket for at stimulere væksten. Ved at nuppe en hel buket på, lige over nye bladskud, vil den dele sig og skabe endnu flere blade. Man ender derfor med en ret stor og busket plante sidst på sommeren :-)

DSCF4293

Lige til sidst. Man kan faktisk også skyde genvej til en god basilikumplante. Køber man en supermarkedpotte, så kan man skille alle de små planter fra hinanden, og potte dem enkeltvis i god muld i små potter. I løbet af nogle uger vil de begynde at trives.


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sedetspire.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 399

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *